Når vi ved lidt mere om, hvem vi selv er. Så kan vi få lettere ved at tage imod hinanden, som vi er. Det gælder såvel på det store plan, som ned i de små hverdagsagtige detaljer.

Vi danskere bryster os af, at være både oplyste, moderne og nutidige. Men efter min opfattelse er vi på samme tid på nærmest trodsig vis uhyggeligt uvidende om, hvilke konsekvenser vores egen væren - og vores egne blinde områder - har for både os selv og vores omgivelser. Denne ubevidsthed former i lige så høj grad vores liv og verden.

Jeg hører - med rette - til i den narcissistiske kulturgeneration. Jeg er opvokset med, at 68ér generationen - før mig - havde gjort alt, og det meste af det jeg gennemgik i min overgang fra barn til voksen kunne kun frembringe et overbærende smil på læben af denne "rigtige" generation. Jeg var misundelig på deres "been there - done that" væren. Der skulle astronomisk meget til for bare at gøre sig til genstand for et almindeligt blik. Oven i købet skal generationen - de kalder - X bære stemplet, at vi er en generation af egoistiske, narcissistiske og navlepillende individer. Vores stræben efter, at blive set i diverse underholdningsprogrammer og vores vilje til at sælge ud af de mest intime og private sider af os - kommer efter min mening ikke udelukkende ud af det blå. Men… hvad langt mere interessant er: "kan vi komme igennem - og kan vi komme igennem med værdigheden i behold og beriget med en større indsigt?

Mine poetiske tekster og mine farverier er mit helle - det sted jeg har fri for ambitionerne og "skal kunne bruges til noget".
Det er udtryk, der kommer ud af lige dele søgen og lige dele frustration over ikke at være nogen i 68érnes øjne. Jeg søger efter mig selv... efter at vide hvem jeg er, hvad jeg kommer af - og efter svar. Jeg tror på, at der er meget mere der er muligt.